Om flygtningehistorier

Flygtningehistorier.dk opstod i ønsket om at få sat et menneskeligt ansigt på nogle af de mange flygtninge, der har forladt deres hjemland for at komme i sikkerhed i Europa.

Når man åbent og fordomsfrit kigger et menneske i øjnene og lytter til hans eller hendes historie, hører statistik op med blot at være statistik; – vi begynder at se og fornemme det enkelte menneske.

Og nogle gange kan man blive så berørt af et øjeblik, at det brænder sig fast i ens hjerte. Genkendelsen af det menneskelige skaber tryghed og binder os sammen. Sådan var det for mig første gang en flygtning delte sin historie med mig. Bagefter var intet det samme – hverken for mig eller min verden omkring mig. Historierne stod i kø for at blive fortalt.

 
 
 
 

Erfaringer

Angsten for det fremmede spreder sig som en steppebrand og kan let blive altødelæggende. Vi er alle fortabt,  hvis ikke vi finder tilbage til det menneskelige i os alle. Jeg ønsker at bevæge mig bag om statistikkerne og finde frem til de enkeltes skæbner og fortællinger og vise livet på godt og ondt.

Mine erfaringer med flygtninge er meget positive. Jeg er blevet mødt med venlighed, høflighed, ydmyghed og taknemlighed. Men også modløshed og opgivenhed fordi det er så svært at bygge sit liv op igen - langt fra familie, venner og alt det man kender. Jeg har stor respekt for hvordan disse mennesker, som har mistet alt og gennemgår lidelser vi slet ikke kender omfanget af, prøver at overleve med en vis værdighed. De fortjener at blive set som de mennesker de er – og ikke blot optræde som et nummer i en statistik.

En stor flok af frivillige - indfødte såvel som tidligere flygtninge - yder en betydelig indsats for at hjælpe flygtninge dér,  hvor systemet ikke rækker. Nogle af dem vil også blive præsenteret her.

Tak til alle, som deler deres historie! Jeg håber jeres bidrag vil rykke os alle tættere på hinanden.

Bente Simone Jæger

Copyright

Copyright © Fotograf Bente Simone Jæger

Billeder og tekst er underlagt Lov om Ophavsret og må ikke benyttes uden fotografens tilladelse.

Dog må  billeder med fotografens logo bruges i private sammenhænge og ved behørig kreditering (© Fotograf Bente SimoneJæger) skrevet i teksten ved privat deling på sociale medier og i andre private sammenhænge. Al anden brug skal aftales med fotografen.

Ved enhver brug af billeder bestilt hos Bente Simone Jæger påhviler det bruger/køber at sikre sig fornøden tilladelse fra de afbildede personer. Bente Simone Jæger har intet ansvar for krænkelse af gengivne personers rettigheder. Fotos må udelukkende bruges til det formål, som er aftalt.

Venlig hilsen

Fotograf Bente Simone Jæger