REFUGEES WELCOME – DEMONSTRATION I KØBENHAVN

Journaliststuderende Renna Rose Agger Jørgensen holdt tale om sine erfaringer som frivillig blandt flygtninge på Lesbos. ©Foto Bente Jæger

Journaliststuderende Renna Rose Agger Jørgensen holdt tale om sine erfaringer som frivillig blandt flygtninge på Lesbos. ©Foto Bente Jæger

 

Støttedemonstration for flygtninge fyldte hele Slotsholmen

Et sted mellem  35. – og 40.000 demonstranter mødte op til Refugees Welcome demonstration på Slotsholmen i København d. 12. september 2015. Samtidig blev der demonstreret i 72 andre byer i Europa og flere andre byer i Danmark. Borgere i alle aldre demonstrerede for en anstændig behandling af de mange mennesker, der var på flugt fra krig og ødelæggelse.

 
Demonstranterne krævede handling og medmenneskelighed fra politikerne. © Foto: Bente Jæger

Demonstranterne krævede handling og medmenneskelighed fra politikerne. © Foto: Bente Jæger

 

Krav om medmenneskelighed og handling

“Vi kan ikke tie længere, imens vores politikere og medierne stigmatiserer disse mænd, kvinder og børn som trusler og som byrder. Vi kan ikke lade vores stater lukke vores grænser og bygge hegn og mure til at holde folk i nød ude. Det er ikke, hvad Europa skal stå for,” stod der i invitationen til demonstrationen i København. Arrangørerne var Refugees Welcome og sammen med demonstranterne krævede de handling fra politikerne og det international samfund.

Den dansk-syriske læge og debattør Haifaa Awad var blandt talerne. Hun kom med en hård kritik mod politikerne for den manglende indsats, men glædede sig over de mange tusinde frivillige:

”Et internationalt samfund, der veto på veto ikke ville hjælpe folk fra Assads massakre eller ISIS massakre – det er de folk, der flygter nu. Det er det, de flygter fra! 72 europæiske byer løfter nu EU til medmenneskelighed og til støtte for det syriske folk til enhver som flygter.”

 
Som frivillig på felthospitaler i Syrien har Haifaa Awad hjulpet krigsramte og har rapporteret om de frygtelige scener i “En læges dagbog fra Syrien”. © Foto: Bente Jæger

Som frivillig på felthospitaler i Syrien har Haifaa Awad hjulpet krigsramte og har rapporteret om de frygtelige scener i “En læges dagbog fra Syrien”. © Foto: Bente Jæger

 

En virkelighed, der overgår de værste mareridt

“Jeg har som journalist dækket krigen i Syrien i snart fire år og krigen i Afghanistan i 10 år. Og jeg kan fortælle jer, at det syrerne og afghanerne flygter fra, er en virkelighed, der overgår de fleste danskeres værste mareridt,” sagde Nagieb Khaja og tilføjede, at han også ville være flygtet fra Syrien og Afghanistan og beskrev blandt andet situationen i Aleppo i Syrien som det værste ragnarok på jorden i øjeblikket.

“På det seneste har vi set borgerne træde til dér, hvor politikerne har svigtet.

Borgerne viser vejen, dér hvor politikerne har tabt mælet. Borgere som tager initiativ og viser, at det faktisk er os, der leder dette land og ikke politikerne.

For i virkeligheden er politik jo, at vi vælger nogen, som skal repræsentere os og vores holdninger.”

 
Titusindvis af borgere mødte op til demonstrationen på Slotsholmen. © Foto: Bente Jæger

Titusindvis af borgere mødte op til demonstrationen på Slotsholmen. © Foto: Bente Jæger

 

Solidaritetsbevægelse

”Det er en solidaritetsbevægelse, der er eksploderet ikke bare her i Danmark, men i en meget stor del af Europa,” sagde Bue Rübner Hansen fra Refugees Welcome. Demonstrationen blev arrangeret i løbet af kun 10 dage, og han glædede sig over den store tilslutning de havde fået.

»Medierne og politikerne taler om et flygtningekaos, men de seneste ti dage har jeg set noget helt andet,« sagde den tidligere direktør for Det Danske Institut i Damaskus, Anders Hastrup.

»Jeg ser mennesker pakke sække til Lesbos, lave vagtplaner i Café Venligbo og i døgndrift tage imod mennesker på Københavns Hovedbanegård. Det, vi er vidner til i disse dage, er ikke kaos i Danmark. Der er orden i Danmark. Det er en befolkning, der stepper op, hvor regeringen stepper ned. For hver 1.000 flygtninge, der kommer ind over grænsen, står 10.000 klar til at tage imod dem. For vi er ordentlige mennesker i Danmark, og vi behandler flygtninge ordentligt.«

 
Michala Clante Bendixen, formand for Refugees Welcome, var blandt arrangørerne. © Foto: Bente Jæger

Michala Clante Bendixen, formand for Refugees Welcome, var blandt arrangørerne. © Foto: Bente Jæger

 

Andre talere var blandt andet Martin Lemberg Pedersen (Københavns Universitet), Leif Bork Hansen (præst), Fawaz Alzatto og Tarek Kelani (Venligboerne), Johanna Haas (Asylret) og mange flere.

Blandt musikerne, der støttede og optrådte til arrangementet var Outlandish, Pharfar, Shaka Loveless, Billie Koppel, Wafande og Caroline Hendersen m. fl.